Sadness and sorrow.

</3

Da jeg var mindre var jeg et meget dramatisk menneske.

Jeg har altid elsket drama og jeg har altid nydt alle slags
 følelser. Jeg har altid været betaget af tårer og "ked af det",

 fordi jeg heller aldrig rigtig selv har haft noget at græde over.

 Der er intet galt i mit liv, jeg har det perfekte liv, og de

 dejligste mennesker i det, og det har jeg altid været så heldig

at have. Så jeg har nydt at ligge ulykkelig i min seng og græde

til min yndlingsballader.

Hvornår voksede jeg dog fra det? Jeg er bange for, at jeg er blevet

 for stærk en person. At jeg er begyndt at tage ting mindre til mig,

for ikke at det skal såre mig, da jeg er blevet såret en ordentlig

 potion i mine år som teenager. Jeg vil tilbage til at tage tingene

 til mig. Jeg vil tilbage til at være den jaloux kæreste som tænker

 over det, når den jeg er vild med, også er vild med en anden eller

 skriver sammen med andre. Jeg vil blive ked af det, jeg vil blive

såret på det yderste af sjælen igen. Jeg vil mærke at jeg er

menneske. Jeg vil mærke at jeg ikke kun kan grine min mave i

kramper, men også kan græde, så det gør helt ondt i halsen. Jeg kan

ikke huske hvornår jeg sidst har grædt igennem. Er det sådan noget

man bare vokser fra lige pludselig? Jeg har ikke lyst til at blive

voksen, og jeg har ikke lyst til at ændre mig. Jeg har lyst til at

ligge i min seng og græde mig helt ulykkelig i mit perfekte liv.

Det er i mine tårer at jeg finder min tryghed, fordi det er dem jeg

 kender så godt. De er mit hjem, og jeg savner at være hjemme. Jeg

 vil hjem. Jeg tager hjem. Hjem til mine tårer.

The Living Years - Mike and The Mechanics

I Will Always Love You - Whitney Houston

Never Again - Justin Timberlake